Fredag blev en rolig julefrokostnat

Politikredsene landet over havde forberedt sig med ekstra mandskab på en af årets store julefrokostfredage, men selv om der var gang i nattelivet fredag nat, lykkedes det de fleste steder at undgå grov vold.

Politikredsene melder lørdag morgen om få anholdelser.

I København måtte politiet dog skride ind over for et masseslagsmål på Købmagergade i den indre by.

Slagsmålet, der havde en større gruppe unge mænd som deltagere, kunne være endt dødeligt, da det udartede til et knivstikkeri. En 25-årig mand blev såret, men meldes uden for livsfare.

En 24-årig mand blev kort efter anholdt. Han var i besiddelse af to knive.

Han er sigtet for grov vold og fremstilles lørdag i grundlovsforhør i dommervagten.

- Han har skader, der godtgør, at han har noget med sagen at gøre, siger den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider fra Københavns Politi.

Ifølge efterforskningslederen var julefrokostnatten i hovedstaden mere travl end normalt med mange tilfælde af uro og uorden og slagsmål.

I Aarhus og Randers meldes der begge steder også om travlhed med en del uro på værtshusene. Politiet har været travlt beskæftiget med at køre berusede personer på skadestuen eller hjem.

En del uromagere har dog også overnattet i detentionerne, oplyser vagtchef Peter Hunniche, Østjyllands Politi.

Også i Nordjylland gav julefrokosterne politiet travlhed. Men alligevel melder vagtchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi, lørdag morgen om en relativt fredelig nat.

10 berusede personer blev i nattens løb anholdt for småslagsmål og gadeuorden, men ingen forseelser er så alvorlige, at de anholdte skal i grundlovsforhør.

/ritzau/

 

Dagens Gossip