Fredag er ugens dovneste arbejdsdag

En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroxpress, viser, at fredag er den dag på ugen, hvor danskerne får mindst fra hånden på jobbet.

Kun seks procent af danskerne svarer, at fredag er den dag, hvor de er mest effektive på arbejdet. Derimod er tirsdag den dag, hvor vi er klart mest oppe i gear.

Der er omtrent dobbelt så mange danskere, der peger på tirsdag som den mest effektive dag, set i forhold til gennemsnittet for resten af ugens dage.

»Mandag skal man lige i gang. Meget af tiden går med småsnak med kollegerne, og man skal lige have orienteret sig i arbejdsopgaverne. Først tirsdag er man rigtigt oppe i omdrejninger. Om fredagen er man mentalt flad og allerede halvt på weekend,« siger professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til metroxpress.

Arbejdsgivere kan udnytte forskellen i danskernes effektivitet, påpeger han:

»Tirsdag er nok den dag, man skal vælge, hvis man skal starte på noget nyt eller introducere større opgaver og forandringer. Derimod skal man nok ikke satse på en vigtig opgave om fredagen,« siger Flemming Ibsen.

Den effektive arbejdsuge varer kun fra tirsdag til torsdag, mener livsstilsekspert Helle Lundsgaard:

»Når jeg kigger i min egen kalender, ligger alle møder tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag og fredag er nærmest hellige,« siger hun til metroxpress.

Dagens Gossip