Fredericia får som første by gasdrevne busser

Fredericia bliver Danmarks første sted, hvor busserne vil køre på gas. En gastankstation indvies i Fredericia på tirsdag.

Det er Fredericia Kommune og Naturgas Fyn, der står bag gastankstationen.

Inden indvielsen kører en parade med gaskøretøjer mod Fredercia. Paraden mødes ved Naturgas Fyns hovedkvarter i Odense og ankommer til gastankstationen på Venusvej 22 i Fredericia klokken 12.

Her foretager Kenny Bruun Olsen, borgmester i Fredericia Kommune, Anker Boye, borgmester i Odense Kommune og bestyrelsesformand i Naturgas Fyn Holding A/S, samt Lisbet Nærø, koncernchef i Tide Bus, den officielle indvielse af gastankstationen.

- Fredericia Kommune vil gerne gå forrest i den grønne omstilling gennem innovative projekter. Gastankstationen er endnu et eksempel på, hvordan vi gør grøn omstilling mulig, så jeg er glad for, at vi nu officielt kan indvie den nye gastankstation til gavn for en grønnere kollektiv trafik, siger borgmester Kenny Bruun Olsen.

Alle interesserede er velkomne til indvielsen af gastankstationen. Efter indvielsen kan de fremmødte gæster få en køretur i gasbilerne og høre nærmere om gas til transport.

Dagens Gossip

Dagens TV