Fredericia snupper førsteplads med sejr i topopgør

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Fredericia er nyt tophold i den næstbedste danske fodboldrække.

Søndag vandt træner Ove Pedersens hold topkampen mod Lyngby med 3-1, selv om gæsterne førte 1-0 ved pausen.

Oke Akpoveta bragte Lyngby foran efter 11 minutter, og der blev ikke scoret yderligere i første halvleg.

Fire minutter inde i anden halvleg fik Fredericias Mikkel Knudsen udlignet, og få minutter senere slog hjemmeholdets australske debutant, Brent McGrath, til.

Det skete, da den tidligere Brøndby-angriber scorede til 2-1.

12 minutter før tid gjorde Christian Ege Nielsen det til 3-1, og dermed topper Fredericia 1. division med 11 point for fem kampe.

Fredericia er nu rækkens eneste ubesejrede hold. Det skyldes, at Vendsyssel, der var tophold før søndagens kampe, tabte 0-2 ude til HB Køge.

Brandao scorede for hjemmeholdet midt i første halvleg, og få minutter før tid fordoblede Delphin Tshiembe føringen.

Vendsyssel har 10 point på andenpladsen, mens Lyngby og FC Helsingør begge har ni point.

FC Helsingør sejrede 1-0 hjemme over Skive på et mål af Alexandar Lazarevic.

FC Vestsjælland, der for få måneder siden rykkede ud af Alka Superligaen, jagter fortsat sæsonens første sejr.

Holdet måtte nøjes med 0-0 hjemme mod FC Roskilde, så FC Vestsjælland er næstsidst med tre point.

/ritzau/