Fredericia: Thomas Banke vil tænke sig grundigt om

Skrevet af Elo Christoffersen

16/12/2012

Mest læste i dag

Borgmester i Fredericia, Thomas Banke, som nu er sygemeldt, har sendt denne pressemeddelelse ud i forbindelse med, at der nu er mistillid til  hans virke som borgmester:

- Jeg har fået oplyst af mine borgerlige politiske kolleger, at der i Økonomiudvalget er udtrykt mistillid til min embedsførelse. Det samme vil givetvis ske på et byrådsmøde.

Jeg har her til eftermiddag haft et møde med mine borgerlige kolleger, og jeg har meddelt dem, at dette her naturligvis afføder, at jeg i min igangværende sygeorlov tænker mig grundigt om i forhold til fremtiden.

Jeg er meget ked af de fejl, jeg har begået. Fejl, der desværre har været forelagt meget ensidigt i flere medier. Jeg vil derfor også gerne benytte lejligheden til at understrege, at jeg angrer mine fejldispositioner enormt meget, men at hver en krone løbende er blevet tilbagebetalt til Fredericia Kommune. Jeg er hele vejen igennem blevet oplyst om, at jeg ikke har gjort noget ulovligt.

Der har i øvrigt heller ikke været noget tidspunkt, hvor kommunen har haft mere til gode hos mig end jeg selv har haft til gode hos kommunen. Og dertil kommer, at jeg naturligvis ikke har begået disse fejl med forsæt, hvorfor jeg også løbende har tilbagebetalt de beløb, der har været tale om. Jeg vil i øvrigt opfordre forvaltningen i Fredericia Kommune til, at få undersøgt disse forhold helt til bunds.

Jeg fortsætter min sygeorlov, da den er nødvendig og da der i øvrigt er truffet beslutning herom - uafhængigt af den aktindsigt TV2 har fået. Når jeg er tilbage vil jeg besvare alle relevante spørgsmål, der rejser sig, og jeg vil ligeledes kunne kaste et klart lys over de spekulationer og spørgsmål der måtte være. Af hensyn til kommunen og mine medborgere vil jeg hurtigst muligt komme med en afklaring.