Frederik Andersen holder buret rent i Anaheim-sejr

Skrevet af admin

25/02/2016

Dagens topnyheder

26 redninger på 26 skud. Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen var en sikker sidste skanse, da Anaheim Ducks på hjemmebane besejrede Buffalo Sabres tidligt torsdag morgen dansk tid i den nordamerikanske NHL-liga.

Andersen holdt altså målet rent, og dermed var Sami Vatanens scoring i anden periode tilstrækkelig til at køre sejren på 1-0 hjem.

Anaheim har nu 72 point for 59 kampe og ligger på andenpladsen i Pacific Division.

En anden dansk profil, Lars Eller, bidrog også, da hans klub, Montreal Canadiens, hentede en sejr i ligaen. Han blev noteret for en assist i sejren på 4-3 ude over Washington Capitals.

Eller lagde op til Alex Galchenyuks scoring til 4-1 godt midtvejs i anden periode. Da trak det op til en sikker sejr, men Washington gjorde kampen spændende i slutfasen.

Med lidt mindre end tre minutter tilbage reducerede hjemmeholdet til 3-4, men udligningen udeblev.

Det var en tiltrængt sejr for Montreal, der nu er noteret for 63 point for 61 kampe. Det rækker til en øjeblikkelig sjetteplads i Atlantic Division.

/ritzau/