Frederik Andersen skifter til NHL's dårligste hold

Skrevet af admin

21/06/2016

Mest læste i dag

Den danske NHL-målmand Frederik Andersen skifter klub fra Anaheim Ducks til Toronto Maple Leafs. Det bekræfter begge klubber.

Ifølge sportsmediet ESPN har danskeren indgået en femårig kontrakt med Toronto.

Andersens kontrakt med Anaheim stod til at udløbe 30. juni, og da danskeren efter et par gode sæsoner i klubben har gjort sig fortjent til en lønforhøjelse, har Anaheim valgt at bytte ham til Toronto.

Ifølge de første meldinger står han til at mere end firdoble sin løn til et sted i omegnen af 35 millioner kroner om året.

I bytte får Anaheim to muligheder for at vælge unge talenter i NHL's draft, hvor klubberne på skift sikrer kontraktrettigheder over de bedste unge ishockeytalenter fra hele verden.

Frederik Andersens nye klub blev i den forgangne NHL-sæson det dårligste hold i hele NHL med 69 point i grundspillets 82 kampe. Toronto har nu ikke nået slutspillet i de seneste tre år.

I Anaheim har danskeren delt spilletiden med amerikaneren John Gibson. Da de to vurderes til at være næsten lige gode, er det for dyrt for Anaheim at beholde begge målmænd, da klubben også skal overholde lønloftet i NHL.

Toronto har derimod manglet et solidt førstevalg som sidste skanse, og det er den rolle, den danske målmand nu er udset til.

Frederik Andersen nåede at spille sine første tre NHL-sæsoner i Anaheim og fik blandt andet den bedste karrierestart for en målmand i ligaen siden 1940'erne.

/ritzau/