Frederik Klokker sætter ny cricket-rekord

Danmarks bedste cricketspiller smadrer alle rekorder på Skanderborgs vej mod DM-guldet.

Danmarks bedste cricketspiller, Frederik Klokker, 30, er vendt hjem efter en ti-årig professionel karriere i udlandet og har sat en fornem rekord i den danske Elitedivision.

Den elegante gærdespiller og wicket-keeper passerede Aalborg Changs daværende landsholdsspiller Steen Anker Nielsens rekord fra 1995-sæsonen på 1.538 point, da han scorede 119 point for Skanderborg mod sidste års mester, Svanholm.

Frederik Klokker har i denne sæson lavet 1.623 point i sine 24 halvlege og præsteret ikke færre end syv centuries (over 100 point i en halvleg). Også dét er rekord.

- Frederik har spillet fantastisk i år og gjorde også stor propaganda for dansk cricket, da han i sidste måned blev kåret som EMs bedste spiller. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han kommer over 2.000 point i denne sæson, siger Jørgen Jønsson, Dansk Cricket-Forbund.

Skanderborg fører takket været pointkongen Frederik Klokker Elitedivisionen og er favorit til DM-guldet.

Dagens Gossip

Dagens TV