Frederik Løchte indleder for Danmark mod Rusland

Skrevet af admin

05/03/2015

Mest læste i dag

De danske tennisherrer jagter overraskelsen mod Rusland i første runde af Davis Cup-kampen mod Rusland i Europa/Afrika Group I - det næstbedste niveau.

Når dysten begynder fredag, er det med Frederik Løchte Nielsen - Danmarks bedste spiller - i den første kamp.

Den tidligere Wimbledon-mester i double møder Evgeny Donskoy, verdens nummer 155, på hardcourt-underlaget i russiske Novy Urengoy. Løchte Nielsen er selv nummer 306 i verden.

Derefter tørner Martin Pedersen (749 i verden) og Andrey Kuznetsov (81) sammen i fredagens anden singlekamp.

Lørdag spilles der double, mens søndagen byder på de to omvendte singlekampe.

Det danske hold møder op med optimisme, siger landstræner Kenneth Carlsen.

- Vi føler os godt forberedte, og vi glæder os til at komme i gang. Forholdene er forrygende, og stemningen er i top, siger Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse.

Den samlede vinder af opgøret møder stormagten Spanien i næste runde.

Løchte Nielsen siger, at han og holdkammeraterne vil give russerne, som senest vandt Davis Cup i 2006, kamp til stregen.

- Vi er ikke taget af sted uden en tro på, at vi kan vinde. Vi bør være konkurrencedygtige i alle matcher, og så vurderer vi søndag aften, hvad der reelt er sket.

- Kan vi kigge hinanden i øjnene med den viden, at vi har givet alt, vil jeg være tilfreds, siger Frederik Løchte Nielsen.

Vinderen af Danmark-Rusland møder Spanien i weekenden 17.-19. juli.

/ritzau/