Frederiksberg dropper tvangskøb af robotstøvsugere

Størstedelen af de 567 ældre, der blev underlagt tvangsordningen, valgte i stedet at betale private rengøringsfirmaer, og kun omkring 20 købte robotstøvsugere. Det har rystet politikerne, skriver avisen.

»Det har sgu ikke været den store succes. Vi blev taget på sengen, for det var ikke meningen, at det skulle presse de ældre til i stedet at vælge en dyr løsning hos private leverandører,« siger formanden for sundheds- og omsorgsudvalget på Frederiksberg, Flemming Brank (K).

Flere andre kommuner, herunder Horsens og Struer, har også fået kolde fødder.

Hjemmehjælpskommissionen nedsat af regeringen slog ellers fornylig fast, at såkaldt velfærdsteknologi som robotstøvsugere og automatiske vasketoiletter er »en central løsning på udfordringerne i ældreplejen«, så ældre lærer at klare mere selv. Og to ud af tre kommuner har indført private robotstøvsugerordninger, viser en nylig undersøgelse ifølge Politiken.

Frederiksberg vil nu tilbyde alle hjemmehjælpsmodtagere at låne en kommunal robotstøvsuger i en periode i håb om, at mange så – frivilligt vælger at købe en selv.

Ældrerådets formand på Frederiksberg, Axel Mossin, er tilfreds med tilbagetoget. Han siger, at politikerne »har været for teknologibegejstrede«, og henviser til, at der er mange teknologiske problemer med udstyret.

Ifølge Socialdemokraternes socialordfører i Folketinget, Maja Panduro (S), risikerer ældrerehabilitering ikke et større tilbageslag, fordi kommunerne presser for hårdt på over for de ældre med ny teknologi og tvang.

»Det er for fattigt at se hele velfærdsteknologien som et spørgsmål om robotstøvsugere. Der er malet et skræmmebillede af dem som ottearmede monstre. Men meningen med rehabilitering er at vende hjælpen om og se på, hvad de ældre selv kan, og give dem mere magt over eget liv. Der spiller robotstøvsugere selvfølgelig en rolle, men sammen med så meget andet teknologi,« siger hun til Politiken.

Dagens Gossip