Frederiksen: Der bliver ikke flere dagpengeændringer

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Den dagpengeaftale, som regeringen indgik med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti torsdag, skaber stabilitet og tryghed på arbejdsmarkedet og sikrer, at markant færre falder ud af dagpengesystemet.

Sådan lyder budskabet fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, da hun mandag taler ved LO's kongres i Aalborg.

Når man lytter til debatten på LO's kongres, hvor 400 fagforeningsfolk fra hele landet er samlet, kan man ellers få indtryk af, at dagpengeaftalen kun består af karensdage og lavere satser til nyuddannede.

- Det samlede resultat er endt med at være helt uspiseligt, lød det for eksempel fra FOA's næstformand, Mona Glud Striib.

Men for Socialdemokraterne er det afgørende, at aftalen betyder, at det bliver lettere for de ledige at genoptjene retten til dagpenge, fastslår Mette Frederiksen.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at dem, jeg har været mest optaget at få hen til målstregen, er dem, der har det sværest på arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.

- Det er ikke de nyuddannede, der har det sværest. Det er lettere at være ung og nyuddannet end at være i 50'erne og ufaglært, lyder det fra S-formanden.

- Jeg kan godt stå på mål for den aftale, vi lavede i torsdags. Jeg ved, hvor svært det var at få flere penge ind i systemet, siger Mette Frederiksen i talen.

I fagbevægelsen er der frygt for, at de lavere dagpengesatser til ledige og de tre årlige karensdage uden dagpenge vil gøre det mindre attraktivt at melde sig ind i en A-kasse. Derved vil hele dagpengesystemet blive sat over styr, lyder bekymringen.

Men det er ikke en frygt, Mette Frederiksen deler.

- Tværtimod. Jeg forstår godt, diskussionen opstår. Men man bliver nødt til at holde fast i, at det stadig så absolut er en fordel at melde sig ind i en A-kasse.

- Når jeg laver en dagpengeaftale i torsdags, laver jeg den aftale, jeg mener er den rigtige. Ellers skulle jeg have lavet den anderledes.

- Vi har fået overtalt regeringen til at tilføre flere penge udefra. Der er selvfølgelig nogle, der vil synes, der er knaster. Men jeg synes, man skal se på det samlede resultat. Det er ikke så tosset.

/ritzau/