Frederikshavn jagter toppen med sejr over Esbjerg

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Frederikshavn White Hawks halede ind på Sønderjyske i toppen af Metal Ligaen, da det mandag aften blev til en 4-2-sejr hjemme over Esbjerg Energy.

Sejren kom i land i en hektisk affære, hvor Esbjerg pressede hjemmeholdet, men ikke formåede at udligne mod slut, og i stedet lukkede en scoring ind til slutresultatet med et halvt minut tilbage af kampen.

Med sejren når Frederikshavn op på 39 point på andenpladsen lige efter Sønderjyske, der på førstepladsen har 40 point.

Frederikshavn kom foran efter to minutters spil i første periode, da Thomas Søndergaard assisterede Christian Steiner Kristiansen, som scorede.

Det blev 2-0 fire minutter senere ved Mads Larsen, men Esbjerg kom ud til anden periode med lyn og torden og reducerede efter 31 sekunders spil, da Brock Nixon fik lov at stå upresset i en powerplay-situation.

Esbjerg tabte ærgerligt pucken fire minutter senere, og Christian Chapman øgede føringen til 3-1.

Kampen bølgede frem og tilbage. I det ene sekund var der en stor chance til Frederikshavn i den ene ende efter 27 minutter, og i sekvensen efter en Esbjerg-friløber, hvor Matthew Pistilli scorede til 2-3.

Esbjerg var dermed med igen i stedet for at være kommet bagud 1-4.

Frederikshavn var dog dominerende med en skudstatistik efter anden periode, der lød på 27-18 i hjemmeholdets favør. Det kunne være blevet uafgjort, men hjemmeholdet scorede i de sidste sekunder, da Robin Bergman sendte pucken i et tomt Esbjerg-mål.

Topholdet Sønderjyske var i Gentofte. Her blev det til en 2-1-sejr efter straffeslagskonkurrence, da Cory Quirk afgjorde kampen.

Odense Bulldog besejrede ude Aalborg Pirates med 5-4 i en målrig affære, hvor hjemmeholdet reducerede til slutresultatet ved Nicolai Meyer med et minut tilbage af opgøret.

I bunden vandt Rungsted Ishockey 4-2 over Herlev Eagles.

/ritzau/