Frederikshavn siger ja til prøveboring efter skifergas

Skrevet af admin

25/06/2014

Mest læste i dag

Byrådet i Frederikshavn har sagt ja til prøveboring efter skifergas. 27 ud af de 31 byrådsmedlemmer stemte for boringen på et byrådsmøde onsdag aften, mens fire stemte nej, oplyser borgmester Birgit S. Hansen (S) til Ritzau.

- Jeg er glad for, at det er et stort flertal, der stemmer for. Og det er vigtigt at understrege, at Frederikshavns Kommune har sagt ja til en efterforskningsboring og ikke til en udvinding af skifergas, siger Birgit S. Hansen.

Det var på forhånd ventet, at det ville blive et ja til, at det franske olieselskab Total kan lave en såkaldt efterforskningsboring efter skifergas, da Plan- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget i kommunen på forhånd har godkendt ansøgningen fra olieselskabet.

- Vi har forstået vores opgave som lokalt byråd. Og det er, at vi kan give lov til en efterforskningsboring og ikke til udvinding af skifergas. Det synes jeg, vi fik malet og bøjet i neon på mødet, siger Birgit S. Hansen.

Borgmesteren påpeger, at hvis skifergas skal indgå i den danske energipolitik som fossilt brændstof, så er det ene og alene Folketinget, der bestemmer det.

- Det er staten, der ejer undergrunden. Og det er Folketinget, der skal beslutte, om man skal have skifergas ind som en del af energipolitikken i Danmark. Den bussemand får de tilbage, siger Birgit S. Hansen.

Total skal lede efter skifergas i Dybvad sydvest for Frederikshavn. Men sagen har vakt stor vrede og bekymring i lokalsamfundet, hvor folk frygter for både forurening af grundvandet og for et landskab, der ødelægges af boretårne og vejanlæg.

Udvinding af skifergas har ført til et veritabelt boom i USA. Gassen har mindsket USA's klimabelastning, fordi den sviner mindre med CO2 end kul.

/ritzau/