Frederikshavn slår topholdet i ishockeyligaen

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

For anden kamp i træk måtte topholdet i ishockeyligaen Sønderjyske gå fra isen som taber. Fredag aften tabte holdet 0-1 på udebane mod Frederikshavn. Det er bare tre dage efter, at nordjyderne tabte klart i Herning.

Omvendt har Frederikshavn ramt en mindre stime. For tredje gang i løbet af en uge sikrede holdet sig en sejr.

Fredagens sejr mod topholdet blev skabt på et mål kort inden udløbet af første periode. Det tegnede Thom Flodqvist sig for.

Også Herlev hentede den tredje sejr på stribe. Den faldt på hjemmebane mod Esbjerg, der blev sendt hjem med et nederlag på 2-4.

Herlev vandt efter perioderne 1-0, 1-1, 2-1. Vladislav Balaz og Nicklas Beyer Carlsen delte Herlevs scoringer imellem sig.

Alligevel ligger Herlev stadig næstsidst. Odense, der ligger tredjesidst, vandt nemlig også. Det skete med 2-1 på hjemmebane mod bundholdet Rungsted.

Udeholdet førte ellers 1-0 efter den første periode, men to fynske scoringer i anden periode vendte billedet.

I aftenens sidste kamp sejrede Herning nemt med 4-1 ude over Rødovre. Allerede efter den første periode førte Herning 3-0. Herning ligger fortsat nummer to i ligaen.

/ritzau/