Fredsbevarende FN-soldat dræbt af granat i Libanon

En fredsbevarende FN-soldat har onsdag mistet livet under et israelsk granatangreb i det sydlige Libanon. Det bekræfter FN-talsmand Andrea Tennet over for nyhedsbureauet dpa.

Nyhedsbureauet AFP skriver ligeledes, at en FN-soldat er blevet dræbt.

Onsdag blev en israelsk militærkolonne ramt af et panserværnsmissil nær den israelske grænse.

Det fik Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til at sige, at Israel er parat til at slå hårdt igen på ethvert angreb.

- Israels reaktion på Hizbollahs angreb vil blive hård, siger Netanyahu.

Efter Hizbollah-angrebet sendte det israelske militær over en halv snes granater ind over grænsen til Libanon.

Samtidig er der meldinger om, at en israelsk soldat skal være taget som gidsel i forbindelse med kampene, men det afvises fra den israelske hær.

Angrebet mod de israelske soldater kom fra en grænselandsby.

- Quneitra martyrer fra Hizbollah slog til mod en israelsk militærkolonne, hedder det i en erklæring fra gruppen, som siger, at flere soldater er blevet dræbt eller såret.

Hizbollahs tv-station Al-Manar siger, at ni israelske militærkøretøjer blev beskadiget ved angrebet i grænseområdet mellem Israel og Libanon.

- Fire soldater blev såret ved angrebet, siger militære kilder i Israel, mens kilder i Libanon melder om dræbte soldater.

Israelske helikoptere er sat ind i området, og der er iværksat en undersøgelse for at få fastslået, om der er gjort forsøg på at bortføre en israelsk soldat.

Det sydlige Libanon er kendt for at være højborg for den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der var i krig med Israel i 2006.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip