Fredskonference i Genève går mod intens fase

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Syrien-fredskonferencen i Genève ventes at gå ind i en mere intensiv fase mandag, når forhandlingerne kommer til at dreje sig mere om politiske spørgsmål og oppositionens krav om, at præsident Bashar al-Assad ikke skal have nogen rolle i et overgangsstyre.

Regimet har på forhånd udelukket enhver diskussion om, at Assad skal gå af, og de første to dage med direkte forhandlinger i weekenden havde fokus på humanitær hjælp og en fangeudveksling.

Oppositionens talsmand, Louay Safi, siger, at tiden nu er inde til at "tale om overgangen fra diktatur til demokrati".

- Mandag er den dag, hvor vi begynder at se, hvorvidt regimet er indstillet på en politisk løsning. eller om det stadig går efter en militær løsning, siger han.

Regimet siger, at Assad må afgive magten og lade et overgangsstyre komme til, som det blev fastlagt ved den førte fredskonference i Genève i 2012.

Det første tegn på konkrete resultater er kommet fra FN-mægleren Lakhdar Brahimi, som siger, at der sket fremskridt i forbindelse med den belejrede by Homs.

Nødhjælp til indbyggerne i den belejrede by var det andet punkt på søndagens dagsorden, og selv om parterne ikke nåede langt, så sagde den syriske regeringsdelegation, at hæren vil lade kvinder og børn forlade byen, hvis de ønsker det.

- Det, som vi har fået fortalt fra regeringens side, er, at kvinder og børn i dette belejrede område er velkommen til at forlade det øjeblikkeligt, siger Brahimi.

Aktivisterne i Homs siger, at de ikke har nogen tillid til regimets løfter, og de kræver nødhjælpsforsyninger og garantier for, at de, der forlader området, ikke bliver arresteret.

Ved søndagens forhandlinger sagde oppositionen, at den har en liste med navne på 47.000 mennesker, som skal være fanger hos regimet - heriblandt 2300 kvinder og børn.

Regimet siger, at det også ønsker lister over fanger, som holdes af oprørerne.

Assad-regimet er domineret af alawitter, som er en variant af shiaislam, mens det store flertal i Syrien er sunnimuslimer.

/ritzau/AFP