Fredsmøde for Sydsudan er udsat

Skrevet af admin

04/01/2014

Mest læste i dag

De to parter, der er kommet i krig i Sydsudan, udsatte lørdag forsøget på at føre direkte forhandlinger, og det får håbet om en hurtig våbenhvile til at fortone sig.

Lederne for de to forhandlingsdelegationer er samlet på et luksushotel i Addis Abeba i nabostaten Etiopien. Der har de opholdt sig i tre dage.

De har haft et kort møde, men fortsatte lørdag hver for sig med at forhandle med afrikanske mæglere.

Ifølge Etiopiens informationsminister, Michael Makuei, vil de to parter ikke mødes, så længere der ikke er aftalt en dagsorden, som begge parter er enig i.

Mens det diplomatiske spil kører, fortsætter konflikten med uformindsket styrke i Sydsudan.

Flere tusinde mennesker frygtes at være dræbt under kampene, der brød ud den 15. december.

De står mellem præsident Salva Kiirs regeringshær og en løs alliance af etniske militser, der er loyale over for den afsatte vicepræsident, Riek Machar.

I Sydsudan forsøger hæren lørdag at generobre oliebyen Bor fra oprørerne.

- Vores styrker bevæger sig stadig mod Bor, hvor der var heftige kampe fredag, siger en talsmand for hæren.

Han afviser oplysninger om, at oprørene har sat kurs mod hovedstaden Juba.

Ifølge rapporterne om kampene i udkanten af den støvede, men strategisk vigtige by Bor bliver der brugt kampvogne og artilleri.

Den amerikanske ambassade i Juba trak fredag en del af sit personale ud af landet på grund af konflikten.

FN oplyser, at det alene i Juba har modtaget 30.000 mennesker, der er flygtet fra kampene.

/ritzau/