Fredsring-arrangør: Vi ønsker fællesskab i befolkningen

Skrevet af admin

22/08/2015

Dagens topnyheder

Lørdag eftermiddag blev der dannet en halv kilometer lang fredsring om Det Islamiske Trossamfund på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, efter at stedet søndag blev udsat for et brandattentat.

Fredsringen er planlagt for at sætte fokus på solidaritet og samhørighed. Det fortæller to af arrangørerne bag begivenheden til Ritzau. De håber, at arrangementet kan skabe mere fællesskab på tværs af befolkningsgrupper.

- Jeg håber, vi kan sende et signal om, at vi ikke ønsker et polariseret samfund. I hverdagen har man hele tiden fokus på forskellige befolkningsgrupper.

- Hvis du er arbejdsløs, så er du doven. Hvis du er muslim, så er du fremmed. Men vi er alle sammen forskellige fra hinanden, og det er det, vi prøver at fortælle, siger Niddal El-Jabri, der er den ene af de tre initiativtagere til fredsringen.

Han bliver bakket op af sin ene medarrangør, Rona Naghizadeh, der mener, at det især er vigtigt at vise nydanske unge, at der er plads til alle i det danske samfund.

- Igennem mit speciale har jeg talt med mange nydanske unge, som er trætte af, at der er meget fokus på negative ting omkring nydanskere. Derfor er det vigtigt, vi viser, at vi her i Danmark står sammen for et fredeligt land, hvor det ikke handler om folks etnicitet, siger Rona Naghizadeh, der til daglig studerer psykologi.

- Der har på Facebook været en meget negativ tone, hvor flere nydanskere har følt, at det er okay, at folk begår kriminalitet mod dem.

- Vi vil vise dem, at der måske kan være 10 danskere, som støtter den kriminelle handling, men også at der er rigtig mange danskere, som ikke gør det, tilføjer Rona Naghizadeh.

Fredsringen begyndte klokken 15.00 og opløses kort inden klokken 16.00. Indtil videre forløber alt roligt.

/ritzau/