Fregatchef langer ud efter medier i gidselsag

Der var betalt løsesum, men gidslerne mødte ikke op på stranden på det forventede tidspunkt.

Carsten Fjord-Larsen modtog forvirrende efterretninger om en voksende trussel på land via rederiet Shipcraft og Søværnets Operative Kommando fra en journalist betalt af Ekstra Bladet, som var i Mogadishu 500 kilometer borte.

Fregatchefen var derfor tæt på at iværksætte en befrielsesaktion for med magt at bringe gidslerne sikkert ud af Somalia.

»Jo længere tid der gik, jo større var truslen for gidslerne,« forklarer Fjord-Larsen til avisen.

Gidslerne blev i sidste ende frigivet, uden at en aktion blev sat i gang, men inden helikopteren landede med gidslerne, kørte historien som breaking news på Ekstra Bladet og TV2.

»Meget tydede på, at det her i højere grad var et led i at få historien bragt i medierne på det rette tidspunkt end at sikre gidslernes evakuering. Det kunne i yderste konsekvens have betydet, at vi havde sat gidslerne, frømændene og helikopterbesætningens liv på spil på et fejlagtigt grundlag,« siger Carsten Fjord-Larsen.

Ekstra Bladets nyhedschef, Miki Mistrati, afviser, at avisens journalist skulle have forsinket frigivelsen.

»Det kan jeg sige med 100 procent sikkerhed,« siger han.

Fregatchefen håber, at sagen vil få medierne til at tænke sig om.

»Jeg håber, at denne sag giver anledning til en intern selvransagelse i medierne om, hvor langt man vil gå med risiko for at sætte andre menneskers liv på spil – og med hvilket formål. Det peger enten på en høj grad af kynisme eller en høj grad af uvidenhed,« siger han til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip