Frelsens Hær: Vi skeler ikke til religion ved julehjælp

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Kan en muslimsk familie få julehjælp af Frelsens Hær? Ja, mener den kirkelige organisation - men på de sociale medier er der flere, der mener det modsatte, skriver Kristeligt Dagblad.

Frelsens Hær, der er landets største uddeler af julehjælp, regner med at kunne hjælpe cirka 8000 af de 13.000-14.000 ansøgere, som ønsker hjælp. Men på foreningens facebookside begyndte debatten om julehjælpen allerede den 23. november.

Ifølge avisen har flere opsagt deres støtte med henvisning til, at "julehjælpen også bruges på jehovaer, muslimer og andre, der ikke holder jul".

Kritik af julehjælp: Hver tiende modtager af julehjælp er muslim

I Frelsens Hærs er informationschef Lars Lydholm ikke overrasket over kritikken - den er kommet gennem flere år. Men kritikerne er flere end tidligere.

- Der er en klar tendens til, at så snart vi nævner ordet julehjælp, står der folk klar til at kritisere vores praksis med ikke at skelne mellem religioner eller andet blandt ansøgerne, siger han til avisen.

Lars Lydholm mener, at kritikken fjerner fokus fra det vigtige: at stadig flere danskere er så fattige, at de har brug for hjælp til at holde en værdig jul.

Frelsens Hær registrerer ikke antallet af muslimer, der modtager julehjælp, men vurderer at det drejer sig om højst 10 procent. Men 3636 mennesker har indtil nu skrevet under på, at de er imod, at muslimer skal kunne få julehjælp i Danmark.

I Gellerup Kirke nær Aarhus udgør muslimske familier omkring en tredjedel af ansøgerne til julehjælp fra kirken, oplyser sognepræst Niels Hviid til avisen.

Her har der endnu ikke været kritik i år - og sognepræsten understreger, at julehjælp er en af kirkens måder at vise Guds kærlighed i verden.

- Vi skeler ikke til religion. Vi skeler til behov, og man skal oplyse sin husstandsindkomst. Muslimer uddeler ved ramadanen også hjælp til alle, siger han.

/ritzau/