Fremgang i Fredericia: Flere kommer i job og uddannelse

For første gang i mange år er der i tredje kvartal 2013 et fald i antal fredericianere på offentlig forsørgelse. Tallene viser et fald på 2,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

Tallet dækker både over et fald i antal jobklare, ledige på kontanthjælp og dagpenge, samt et fald i antal borgere på sygedagpenge, revalidering og fleksjob.

Ser man alene på antallet af ledige, der står til rådighed for et job, er der 260 færre borgere i arbejdsløshedskøen end for et år siden. Den samlede ledighed er nu på 5,7 procent. Ledigheden er faldet fra 6,9 procent i forhold til sidste år. I Syddanmark er ledigheden på 5,3 procent.

Faldet i Fredericia har været på 1 procentpoint, mens den i Syddanmark kun er faldet med 0,6 point. Så udviklingen er positiv, konstaterer Fredericia Kommune.

I alt er 18.611 Fredericianere i beskæftigelse. Det er et fald på 1,3 procent i forhold til sidste år. Beskæftigelsen er generelt faldet i Danmark. Beskæftigelsesgraden er i Fredericia 56,7 procent. I Syddanmark er beskæftigelsen faldet med 1,6 procent og ligger nu på 55,7 procent.

Dagens Gossip