Fremover er kræft forhåbentlig ikke en dødelig sygdom

USA skal være det land, der én gang for alle finder en kur mod kræft.

Sådan lød det fra USA's præsident, Barack Obama, i sin State of the Union-tale, hvor han lancerede en ny national indsats for at få kureret kræft.

Men ifølge administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen bliver det nok aldrig sådan, at man kan finde en endegyldig kur mod kræft.

- Jeg tror ikke på, at vi kan finde en kur mod kræft, som betyder, at vi ikke får kræft. Det er sygdom, som opstår som følge af problemer i cellerne. Og jo ældre man bliver, desto større risiko er der for, at man får den slags problemer i cellerne, som kroppen ikke selv kan håndtere.

- Men jeg tror på, at vi kan finde en kur, så ikke så mange dør af kræft og får alvorlige skadevirkninger af kræft, siger han til Ritzau.

Han fortæller, at man allerede har set de første tendenser til det inden for nogle områder, som eksempel inden for brystområdet.

- Og vi har også set vacciner mod kræft. Og jeg tror, at vi i de kommende år kommer til at se endnu flere vacciner mod kræft og en mere effektiv behandling, som gør, at kræft bliver en sygdom, man lever med, og ikke dør af.

Leif Vestergaard Pedersen påpeger, at man hvert eneste år ser betydelige fremskridt i kræftbehandlingen. Men man skal selv være indstillet på at investere og bruge de penge, som det blandt andet vil koste på medicinområdet.

- Jeg tror desværre ikke, at det bliver sådan, at når den næste præsident går af i USA, så er jobbet udført, så har vi kuren mod alle kræftformer. Men jeg er sikker på, at der er vi kommet meget længere, end vi er i dag.

Og så er det ikke uden betydning, når Barack Obama sætter fokus på det, mener Leif Vestergaard Pedersen.

- Det nytter altid noget, når den amerikanske præsident tager et så ambitiøs initiativ. Det er med til at fokusere indsatsen. Og det er til gavn for kræftpatienter ikke kun i USA, men i hele verdenen.

/ritzau/

Dagens Gossip