Fremtidens teknologi skal tages på

Det er efterhånden længe siden, at vi lærte at bære rundt på en telefon uanset, hvor vi agtede os hen. Fremover skal vi bære rundt på endnu mere.

Skal man tro verdens førende elektronikproducenter er fremtidens teknologi nemlig noget hovedparten af os vil tage på.

De såkaldte wearables er i hvert fald en af de ting, der fylder mest på Europas største messe for forbrugerelektronik, IFA, der åbner i Berlin fredag.

Allerede før messen rigtigt er gået i gang, har adskillige af de store producenter holdt pressemøder om deres nyeste produkter. Og wearables er en af de ting, der stort set er på alles repertoire.

En af verdens absolut største producenter af alskens teknologi, koreanske Samsung, præsenterede allerede onsdag i Berlin den nyeste version af det smartwatch, som kom på markedet sidste år.

I den nyeste udgave er det muligt at indsætte et simkort, så uret kan komme på nettet uanset om man har sin smartphone i nærheden. Indholdet på det smarte ur kan bedst beskrives som en lettere udgave af det, man kender fra smartphones.

Hos Samsung mener man imidlertid også, at vi er klar til endnu større wearables. På pressemødet i Berlin præsenterede man nemlig også noget, der bedst kan beskrives som en hjelm eller et par usædvanligt store briller.

Hjelmen har fået navnet VR og er blevet til i samarbejde med det nystartede californiske firma Oculus Rift.

Hvis man forbinder hjelmen med sin Samsung smartphone kan dele af indholdet ses i 3d. Det forventes, at hjelmen blandt andet skal gøre det sjovere at spille på telefonen.

Også japanske Sony præsenterede onsdag en hel række nye "smartwear"-produkter. Produkterne er først og fremmest tænkt til at arbejde sammen med ens smartphone eller tablet-computere.

For eksempel kan tennisentusiaster glæde sig til en lille dims, de kan sættes på tennisketcheren. Den gør det muligt efterfølgende at få analyseret sine slag på sin smartphone.

Sony har selvfølgelig også et smartwatch, der kommer med en særlig udgave af styresystemet Android, som er specielt beregnet til små skærme.

Endelig er også den taiwanesiske computerproducent Asus steget med på wearable-bølgen. Det er sket med et nyt smartwatch.

Det ventes, at også Apple lancerer et smartwatch i næste uge.

/ritzau/

Dagens Gossip