Fremtrædende politisk aktivist dræbt i Libyen

Advokaten Abdelsalam al-Mosmary, der har advokeret for et civilt styre i Libyen, blev skudt, da han forlod en moské.

»Han var på vej ud fra fredagsbønnen, da han blev skudt,« siger talsperson for sikkerhedsstyrkerne i Benghazi Mohammed al-Hijazy, der tilføjer:

»Angrebet kan have været udført af en snigskytte, da han blev skudt i hjertet«.

Den dræbte advokat har regelmæssigt kritiseret tilstedeværelsen af bevæbnede militser i Libyens gader og udtrykt modstand mod Det Muslimske Broderskab på TV. En stor menneskemængde samledes efter drabet på Abdelsalam al-Mosmary for at protestere.

To militærpersoner blev senere dræbt også i Benghazi i separate episoder.

Ukendte gerningsmænd skød Salem al-Sarah fra Libyens luftvåben, da han forlod en moské efter aftenbønnen, siger talsperson for hærens stabschef Ali Sheikhi ifølge Reuters.

Younis al-Zway, en oberst fra den østlige by Jalu, der var på mission i Benghazi, blev skudt, mens han kørte bil.

»Han mistede kontrollen over køretøjet, der væltede, og han blev dræbt,« siger politiofficer Younis Ahmed fra Benghazi til Reuters.

Opstanden mod diktatoren Muammar Gaddafi begyndte i Benghazi i februar 2011, og byen er nu centrum for et større antal voldshandlinger med især mange angreb på sikkerhedsstyrker.

Libyens regering kæmper for at få kontrol over de væbnede grupper, der hjalp med at vælte landets tidligere diktator og som endnu ikke har lagt deres våben. Også tilstedeværelsen af militante islamister er blevet mere tydelig, skriver Reuters.

Sidste september blev den amerikanske ambassadør og tre andre amerikanere dræbt i et angreb på den amerikanske ambassade i Benghazi.

BNB/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV