Fremtrædende SFer: Aftale om grænsehandel er »effektløs«

SFs erhvervsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), er overbevist om, at de fjernede afgifter, der er del af den vækstplan, som regeringen søndag aften forhandlede på plads med Venstre, de Konservative og Liberal Alliance, vil være virkningsløs.

»Tillykke til Venstre med den store sejr, der skal stoppe grænsehandlen: Sodavand bliver tre kroner billigere for 1,5 liter. Når en dåse koster 1,5 kr. i Tyskland, og der i øvrigt er en betydelig momsforskel, vil jeg æde min gamle hat på, at det bliver effektløst,« skriver SFeren på sin Facebook-profil.

I beskeden skriver Karina Lorentzen Dehnhardt, at det er »ærgerligt, at vi er afhængige af dem (Venstre, red) for at lave en vækstplan, men det er en bunden opgave at få skabt arbejdspladser i Danmark.«

Vækstpakken, der finansieres ved besparelser på SU og kontanthjælp, indeholder blandt andet en genindførelse og udvidelse af boligjobordningen, der blev afskaffet i forbindelse med sidste års finanslovaftale mellem regeringen og Enhedslisten. Ordningen udvides til også at omfatte sommerhuse.

Ifølge SFs erhvervsordfører ville vækstplanen have givet flere »sikre« arbejdspladser, hvis regeringen kunne have lavet en aftale uden Venstre.

»Der er ingen tvivl om, at SF kunne have brugt pengene fra afgiftslettelserne klogere til at skabe mere sikre arbejdspladser,« skriver hun.

Første del af regeringens vækstpakke faldt på plads søndag. Finansministeriet har siden indkaldt til officielle forhandlinger om anden del, der først og fremmest indeholder en lettelse af selskabsskatten.

Dagens Gossip