French Open-vinder slår sig videre til tredje runde

Skrevet af admin

01/07/2015

Mest læste i dag

French Open-vinderen Stanislas Wawrinka er videre til tredje runde i Wimbledon.

I anden runde vandt Wawrinka ganske sikkert i tre sæt over Victor Estrella Burgos fra den Dominikanske Republik med sætcifrene 6-3, 6-4, 7-5.

Undervejs havde Wawrinka kun to breakbolde mod sig, og de faldt pudsigt nok i det parti, hvor Wawrinka endte med at serve sejren hjem.

Wawrinka spillede ikke op til det niveau, der tidligere i år sikrede ham karrierens anden grand slam-titel, men schweizeren var aldrig i fare for et hurtigt exit i turneringen, hvor han aldrig er nået længere end kvartfinalen.

Holder seedningen møder Wawrinka finalemodstanderen fra French Open, Novak Djokovic, der tidligere onsdag også vandt sin andenrundekamp, i semifinalen.

Kroaten Marin Cilic, der er seedet som nummer ni, spillede sig også videre efter en lang dyst mod Ricardas Berankas fra Litauen. Efter fem sæt vandt Cilic 6-3, 4-6, 7-6, 4-6, 7-5.

Til gengæld er den tyske veteran Tommy Haas færdig i Wimbledon efter et nederlag i fire sæt til syvendeseedede Milos Raonic fra Canada.

Undervejs i kampen lavede Raonic en serv på 233 kilometer i timen. Det er den tredjehurtigste i Wimbledons historie, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

/ritzau/