Frifindelse får Skat til at genåbne gamle sager

Skattesagen mod tidligere fotomodellen Camilla Vest får nu Skat til at genåbne en række gamle sager mod skattedømte udlandsdanskere. I 2010 fastslog Landsskatteretten, at Camilla Vest var skattepligtig i herhjemme, fordi hun havde udført modelarbejde under sine ophold i Danmark. Året efter blev det rigtig ubehageligt, da hun og hendes mand blev idømt fængsel i et år og fik en bøde på 6,6 mio. kr. for skatteunddragelse.

Men siden er skattesagen mod statsminister Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock kommet til. Skat afgjorde, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, da han havde bopæl og arbejde i Schweiz. Det fik efterfølgende Østre Landsret og Landsskatteretten til at frikende Camilla Vest og hendes mand.

Sagen er speget, fordi det var Helle Thorning, der frivilligt offentliggjorde, hvorledes Skat kom frem til afgørelsen om, at hendes mand ikke er skattepligtig herhjemme - oplysninger som Camilla Vests forsvarer ikke havde adgang til under første del af sagen mod fotomodellen og ægtefællen.

Ifølge Skat drejer det sig om mellem 10 og 100 sager, som Skat snart vil tillade bliver taget op igen.

»Vi udsender snarest et styresignal, hvor det vil fremgå, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at få genoptaget sin skatteansættelse. Og samtidigt vil vi overveje, om der er igangværende skattepligtsager, der skal frafaldes,« siger direktør i Skat Jesper Rønnow Simonsen.

Skats styresignal vil danne grundlag for en justering af Skats Juridiske Vejledning, der beskriver praksis på skatteområdet.

Professor i jura ved Aarhus Universitet Jan Pedersen mener ifølge DR.dk, at det var en fejl fra Skats side overhovedet at rejse sagen mod Camilla Vest.

Dagens Gossip

Dagens TV