Frigivne søfolk takker og vil have ro

Det sker i en udtalelse, der er sendt ud af Udenrigsministeriets Borgerservice.

»Til danske og udenlandske medier. Vi vil gerne sige tak for den store interesse og bekymring, der har været for os. Vi er meget glade for at være tilbage i friheden, og vi har det heldigvis bedre, end man kan have fået indtryk af i den forløbne uge,« indleder søfolkene i udtalelsen, der afsluttes med et håb om forståelse for, at de nu har brug for ro:

»Nu glæder vi os til at komme hjem til vores familier og til at få taget hul på en hverdag igen. Derfor håber vi på forståelse fra alle for, at vi har brug for ro og fred i den kommende tid.«

Udtalelsen er underskrevet af de to danskere, kaptajn Eddy Lopez og styrmand Søren Lyngbjørn, samt de øvrige frigivne gidsler Frederito Catabay Nunes, Frankly Beltran Rencio. Sancho Celendro Lusaya og Rene Lipaopao Aviles, som alle er fra Filippinerne.

Besætningen blev taget til fange i januar 2011 af somaliske pirater, da de med skibet »Leopard« befandt sig ud for Oman, nord for den østafrikanske kyst, hvor de efterfølgende blev holdt som fanger.

De blev næsten to år og fire måneder senere købt fri for omkring 40 millioner kroner af deres danske arbejdsgiver, rederiet Shipcraft, der undervejs i gidselforløbet blev kritiseret for at gøre for lidt.

Efterfølgende er også Ekstra Bladets meget aktive rolle i forbindelse med gidseltagningen blevet diskuteret, da rederiet, forhandlere, pårørende og flere politikere har udtalt, at situationen kun blev forværret, hver gang avisen gik imod de udenrigspolitiske anbefalinger og kritiserede såvel rederiet og myndigheder for den langvarige gidseltagning.

Dagens Gossip

Dagens TV