Friis Bach: Åbenhed er det vigtigste i embedsværket

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Åbenhed er det allervigtigste i embedsværket.

Det mener undergeneralsekretær i i FN, Christian Friis Bach, i forbindelse med, at Bo Smith-udvalget mandag kommer med anbefalinger, som skal forbedre embedsværkets arbejde.

Friis Bach trak sig som udviklingsminister i 2013, fordi han som formand for GGGI havde kendskab til statsminister Lars Løkkes (V) dyre rejser.

- Jeg tror, øget åbenhed er det allervigtigste. Hvis de fulde referater og dokumenter fra GGGI havde været tilgængelige for offentligheden, var den fejl, der fældede mig, aldrig sket. Der findes ikke noget, der kan slå åbenhed, når det gælder om at sikre god embedsførelse og ansvarlige politikere, siger han.

I den 378 sider lange rapport, som offentliggøres mandag klokken 11, er der 15 anbefalinger til, hvordan man får mere klarhed over, hvad embedsmænd må, og hvad de ikke må.

Der skal være større åbenhed om skøn og vurderinger, lyder en af anbefalingerne. Og det erklærer Christian Friis Bach sig fuldstændig enig i.

- Jeg fik på et tidspunkt kaldt mig åbenhedsfanatiker, men Margrethe Vestager mindede mig om, at vi ikke har fanatikere i det Radikale Venstre, hvorefter jeg forsøgte mig med åbenhedsfreak. Vi nåede langt mod øget åbenhed i Udenrigsministeriet i min tid, når det gjaldt projekter, referater og sager om misbrug, men jeg skulle over for GGGI have insisteret på endnu større åbenhed fra starten.

Anbefalingerne præsenteres mandag af tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet Bo Smith og afleveres til både den nuværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V) og tidligere finansminister Bjarne Corydon (S).

/ritzau/