Friis Bach: GGGI må arbejde benhårdt for forbedringer

Klimaorganisationen GGGI må fortsat arbejde benhårdt for at få styr på sin organisation.

Sådan lyder beskeden fra udviklingsminister Christian Friis Bach (R), der nu har modtaget den omstridte organisations svar på, hvordan den vil håndtere en række anbefalinger efter en større gennemgang af GGGI's arbejde.

- Det er vigtigt, at GGGI arbejder benhårdt på at få styr på organisationen. Rapporten viser, at GGGI fortsat står over for en række administrative udfordringer – og understreger vigtigheden af det reformarbejde, der er sat i gang, siger Christian Friis Bach.

GGGI offentliggjorde tirsdag en opfølgning på den kritik, der tidligere er rejst af organisationens arbejde.

Opfølgningen viser, at GGGI nu har indført nye økonomi- og overvågningssystemer og organisationen arbejder på at få penge fra flere forskellige donorer.

Christian Friis Bach mener, at det viser, at den nye ledelse har al sin opmærksomhed rettet mod at håndtere udfordringerne.

Gennemgangen af GGGI's arbejde er lavet på initiativ af den danske regering i samarbejde med tre andre donorlande - Norge, Australien og Sydkorea.

Af svaret fra GGGI's ledelse fremgår det blandt andet, at man er klar til at styrke bekæmpelsen af korruption i organisationen på alle niveauer ved hjælp af en decideret antikorruptionspolitik.

Samtidig får en tæt overvågning og dokumentation af projekterne høj prioritet.

Hvorvidt Danmark fortsat skal støtte klimaorganisationen GGGI er helt afhængig af en tilstandsrapport, som er bestilt af den danske og norske regering.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har bedt et revisionsfirma om at gennemgå organisationens regler og procedurer, og et nyt dansk bidrag til GGGI er betinget af, at organisationens arbejde er i orden.

Redegørelsen ventes først færdig i begyndelsen af 2014.

Interesse for klimaorganisationens økonomi og administration voksede, efter at det kom frem, at Venstres leder Lars Løkke Rasmussen i sin egenskab af formand for GGGI adskillige gange har rejst på 1. klasse på sine rejser rundt i verden.

GGGI modtager 90 millioner danske bistandskroner over en treårig periode.

/ritzau/

Dagens Gossip