Friis Bach har stadig fuld opbakning fra sin kreds

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Selv om den radikale Christian Friis Bach stopper som udviklingsminister, så stiller han op til næste folketingsvalg i Frederikshavn-kredsen.

Det oplyser Nicolaj Holm, formand for De Radikale i Nordjyllands Storkreds, til DR Nordjylland.

- Vi vil fortsat gerne have, at han stiller op til Folketinget, og han har meddelt mig, at det vil han gerne, siger Nicolaj Holm til radiostationen.

- Lige så glad jeg var, dengang jeg kunne annoncere, at Christian stillede op i Nordjylland, lige så glad er jeg stadig for min folketingskandidat, uddyber han i en pressemeddelelse.

Christian Friis Bach blev ved det seneste folketingsvalg valgt i Nordsjællands Storkreds, men stiller altså næste gang op i det nordjyske.

Hos Socialdemokraterne har klimaordfører Pernille Rosenkrantz-Theil fuld respekt for Christian Friis Bachs beslutning om at trække sig, fordi han har givet fejlagtige oplysninger i striden om rejsereglerne i organisationen GGGI.

- Jeg har stor respekt for beslutningen. Det er Christian Friis Bach' ansvar, selv om det er en systemfejl. Den danske regering kan ikke leve med, at danske bistandskroner bliver brugt til dyre rejser, siger hun til TV2 News.

Afgangen vækker ikke overraskende beklagelse i de radikales egne rækker.

- Christian går af som udviklingsminister. Det er jeg ked af. Han var en super god minister og han var en stærk og ordentlig minister, skriver partileder Margrethe Vestager (R) på Twitter.

Uddannelsesordfører Lotte Rod (R) skriver på Twitter, at det "eneste gode ved det her er, at vi kommer til at se mere til Christian".

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, mener, at Christian Friis Bach viser format ved at påtage sig ministeransvar.

- Han har informeret efter sin bedste viden, og dermed reelt personligt undskyldt, skriver han på Twitter.

Generalsekretær Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp, hvor Christian Friis Bach tidligere var international chef, siger om den nu forhenværende minister, at han har været kendetegnet som en person med høj etik og stor åbenhed.

- Han er en dygtig politiker, og jeg er overbevist om, at han vil arbejde videre med især det rettighedsbaserede udviklingsarbejde, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/