Friis Bach: Jeg advarede ikke Løkke om luksusrejser

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) afviser nu, at han skulle have advaret Lars Løkke Rasmussen om hans for dyre rejser allerede i september.

- Havde jeg kendt til de meget dyre rejser på første klasse, ved jeg, at jeg havde reageret, da det ikke er den måde, vi vil bruge dansk udviklingsbistand på.

Jyllands-Posten bringer søndag et portræt af ministeren, hvor der står, at han havde hørt om aktindsigter fra journalister, der interesserede sig for Løkkes dyre rejser for klimaorganisationen GGGI.

Det er rigtigt, at Christian Friis Bach havde hørt, at der var kommet flere henvendelser fra journalister omkring GGGI, men ifølge Friis Bach vidste han ikke, hvad henvendelserne gik på.

- Jeg har bare fået oplyst, at der var et stigende antal henvendelser om GGGI. Det var ikke noget, jeg svarede på eller vidste, hvad handlede om.

Friis Bach fortæller at Løkke, formanden for GGGI, og han selv, som sidder i GGGIs bestyrelse, var til møde med organisationen i New York i september.

Der syntes han, det var naturligt at sige til Løkke, at der var en række henvendelser om GGGI, om hans rolle som formand og om GGGI som organisation.

- Jeg advarede altså ikke formanden om luksusrejserne, og det kunne jeg heller ikke, da jeg på det tidspunkt ikke vidste, at Lars Løkke Rasmussen fløj på første klasse.

Christian Friis Bach oplyser i øvrigt, at han selv rejste til New York på Economy flex.

/ritzau/