Friis Bach: Jeg orienterer alle på samme tid

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Christian Friis Bach (R) siger til journalister i Østjerusalem, at han ikke har kommentarer til medieforlydender om, at han forlader posten som udviklingsminister.

Han siger, at han vil orientere alle, når han holder pressemøde torsdag i København.

- Jeg kan bekræfte, at der bliver indkaldt til et pressemøde kl 13.15 i Eigtveds Pakhus. Alle skal være velkomne. Der vil jeg gøre mit bedste for at svare på spørgsmålene, siger han ifølge TV2 News.

Han vil dog ikke nærmere ind på, hvad pressemødet kommer til at handle om.

- Jeg giver kommentarer på et pressemøde senere i dag (torsdag, red.), og så har jeg ellers ikke flere kommentarer, siger han til den fremmødte presse foran sit hotel natten til torsdag ifølge Radioavisen.

- Jeg orienterer alle på samme tid, når jeg kommer hjem.

- Tak for turen og samarbejdet. Jeg har valgt ikke at tage slips på for en gangs skyld, lyder det fra ministeren.

Det skulle være håndteringen af sagen om Global Green Growth Institute, GGGI, der angiveligt koster Friis Bach ministerposten, bekræfter centrale kilder over for Berlingske, DR Nyheder og Jyllands-Posten.

Kilder har fortalt DR Nyheder, at der skal iværksættes en undersøgelse af Christian Friis Bachs rolle i sagen om klimaorganisationen GGGI.

Friis Bach ønsker ikke at sidde som netop udviklingsminister, mens sådan en undersøgelse pågår, skriver DR Nyheder.

Ministeren har tidligere sagt, at han ikke orienterede Folketinget om forholdene i GGGI, fordi han ikke mente, at der var tale om korruption.

Nyheden om ministerens mulige afgang kommer efter flere rygter onsdag, da Friis Bach afbrød sin rejse i Mellemøsten for at rejse hjem til en "politisk sag".

Det er ifølge Berlingske nye oplysninger i GGGI-sagen, der har fået regeringstoppen til at tilbagekalde Friis Bach fra rejsen.

/ritzau/