Friis Bach risikerer næse efter ny kritik i GGGi-sag

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Problemerne for Udenrigsministeriet og den forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i den såkaldte GGGI-sag ser ud til at fortsætte.

Det skriver Information tirsdag.

Således kommer Rigsrevisionen nu med en række opsigtvækkende udtalelser i sagen om Udenrigsministeriets tilbageholdelse af oplysninger om problemerne i forvaltningen af bistandsmidler i klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI).

- I den konkrete sag er der, så vidt vi har forstået, konstateret uregelmæssigheder, og alle uregelmæssigheder skal indberettes, siger Tina Mollerup Laigaard, der er kontorchef i Rigsrevisionen, til Information.

Det blev de dog ikke, da den koreanske rigsrevision, BAI, i november 2012 kom med en meget kritisk rapport, der påpegede en række problemer i forvaltningen af bistandsmidler i GGGI.

Udenrigsministeriet blev orienteret om problemerne, men gav ikke Rigsrevisionen besked, og problemerne kom dermed først til offentlighedens kendskab, da sagen om GGGI-formand Lars Løkke Rasmussens rejseudgifter begyndte at rulle i efteråret 2013.

Ved et samråd forklarede Christian Friis Bach, at det ikke var påkrævet at orientere Rigsrevisionen, idet den sydkoreanske rapport ikke omtaler korruption.

Men ifølge Rigsrevisionen er det en meget tvivlsom forklaring.

- Hvis det er sådan, at der er begrundet mistanke om uregelmæssigheder, så skal Rigsrevisionen under henvisning til Rigsrevisorloven underrettes, siger Tina Mollerup Laigaard til Information.

Rigsrevisionens udmelding er opsigtvækkende, mener lektor ved Roskilde Universitet Birgitte Poulsen, der er ekspert i offentlig forvaltning.

- Rigsrevisionen formulerer sig altid diplomatisk, men der er ingen tvivl om, at det er en meget alvorlig kritik af Udenrigsministeriet.

Samme vurdering kommer fra Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet. Han mener, at sagen kan få konsekvenser for Christian Friis Bach.

- Det kan udløse kritik, og det kan også udløse en næse, siger han til Information.

/ritzau/