Friske tal understreger landbrugets lidelseshistorie

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Det gik decideret rædderligt for landbruget i 2015, hvis resultater faldt markant. Lyspunktet var økologiske landbrug. Det skriver Danmarks Statistik.

Ifølge tallene gav heltidsbedrifter gennemsnitligt et driftsresultat på 146.000 kroner i 2015, langt over en halvering i forhold til 2014.

Efter løn til ejeren var resultatet gennemsnitligt et blodrødt minus på 300.000 kroner.

- I landbruget gik det i 2015 fra skidt til værre, skriver Danmarks Statistik om tallene.

Det var i udpræget grad de konventionelle landbrug inde for mælkeproduktion, der styrtblødte penge i 2015.

Ifølge Danmarks Statistik faldt driftsresultatet for konventionelle bedrifter fra 710.000 kroner i 2014 til sølle 27.000 kroner i 2015.

Til gengæld gik det bedre for de økologiske mælkeproducenter, selv om også de oplevede fald i priserne. Økologiske mælkeproducenters driftsresultat steg til 715.000 kroner fra 708.000 kroner sidste år.

- Fremgangen kan især tilskrives lavere driftsomkostninger. Resultatet svarer til en afkastningsgrad på 1,2 procent for de konventionelle og 3,2 procent for de økologiske producenter.

- I 2016 kan resultatforskellen forventes forstærket, da den konventionelle pris i år igen er faldet mest, skriver Danmarks Statistik.

/ritzau/