Friske tal understreger landbrugets lidelseshistorie

Skrevet af admin

12/07/2016

Mest læste i dag

Det gik decideret rædderligt for landbruget i 2015, hvis resultater faldt markant. Lyspunktet var økologiske landbrug. Det skriver Danmarks Statistik.

Ifølge tallene gav heltidsbedrifter gennemsnitligt et driftsresultat på 146.000 kroner i 2015, langt over en halvering i forhold til 2014.

Efter løn til ejeren var resultatet gennemsnitligt et blodrødt minus på 300.000 kroner.

- I landbruget gik det i 2015 fra skidt til værre, skriver Danmarks Statistik om tallene.

Svinebønderne havde ikke overraskende et hårdt 2015. Markedet er præget af overudbud, og Ruslands embargo har kun forstærket den tendens.

Driftsresultatet for svinebrug faldt til et underskud på 412.000 kroner fra et minus på 207.000 kroner i 2014.

- Blandt de forskellige typer svinebrug klarede de rene slagtesvineproducenter sig bedst med et driftsresultat på 50.000 kroner, mens driftsresultatet for bedrifter med søer og smågriseproduktion klarede sig dårligst med et resultat på minus en million kroner, skriver Danmarks Statistik.

Det var i udpræget grad de konventionelle landbrug inden for mælkeproduktion, der gik voldsomt tilbage i 2015.

Ifølge Danmarks Statistik faldt driftsresultatet for konventionelle bedrifter fra 710.000 kroner i 2014 til sølle 27.000 kroner i 2015.

Til gengæld gik det bedre for de økologiske mælkeproducenter, selv om også de oplevede fald i priserne. Økologiske mælkeproducenters driftsresultat steg til 715.000 kroner fra 708.000 kroner sidste år.

- Fremgangen kan især tilskrives lavere driftsomkostninger. Resultatet svarer til en afkastningsgrad på 1,2 procent for de konventionelle og 3,2 procent for de økologiske producenter.

- I 2016 kan resultatforskellen forventes forstærket, da den konventionelle pris i år igen er faldet mest, skriver Danmarks Statistik.

/ritzau/