Frivillige er afgørende for integrationen i kommunerne

Skrevet af admin

19/02/2015

Dagens topnyheder

Landets kommuner ser i løbet af 2015 til at skulle modtage flere flygtninge, end det var tilfældet sidste år.

I den proces bliver frivillige en stor del af løsningen med at integrere flygtninge i Danmark. Sådan lyder det fra landets kommuner i en undersøgelse, som analysebureauet LG Insight har foretaget for Røde Kors.

Der er således otte ud af 10 kommuner, der i undersøgelsen svarer, at de frivillige hjælper flygtninge med at lære dansk, blive introduceret til det danske samfund og til at trives socialt.

Derudover vurderer mere end halvdelen af kommunerne, at de frivilliges indsats giver en samfundsøkonomisk gevinst.

Det kommer ikke som nogen overraskelse for generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl, der mener, at det frivillige arbejde ikke kan undværes.

- Det er dejligt at høre fra kommunerne selv, at de frivillige gør en enorm forskel for integrationen af flygtninge.

- Vi opfatter kommunernes svar som både et skulderklap, en stor tillidserklæring og et signal om, at de gerne vil udvide samarbejdet, siger Anders Ladekarl i en pressemeddelelse.

Samtidig opfordrer generalsekretæren kommunerne til at indlede et tættere samarbejde med organisationer og foreninger.

I otte ud af 10 kommuner er der også allerede et samarbejde med frivillige på integrationsområdet, og hele 94 procent af landets kommuner ønsker at udbygge samarbejdet med frivillige og foreninger.

Undersøgelsen viser dog også, at to ud af tre kommuner ikke kan skaffe frivillige nok. Derfor appellerer Anders Ladekarl til den enkelte dansker om at gøre en ekstra indsats, når det er muligt.

I den forbindelse har Røde Kors taget initiativ til fire humanitære folkemøder rundt om i landet, hvor man kan komme og høre nærmere om udfordringer og løsninger og måske blive inspireret til at gøre en indsats.

Ifølge dr.dk endte landets kommuner sidste år med at fordele 6083 flygtninge imellem sig. For 2015 ventes kommunerne at skulle modtage og boligplacere 12.000 flygtninge.

/ritzau/