Frivilligrådet til regering: Skrot skattesmæk til fonde

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Selv om skatteminister Karsten Lauritzen (V) har ændret i et omstridt lovforslag om fondsbeskatning, vil det, der nu ligger på bordet, stadig koste dyrt for de almennyttige formål, der ellers nyder godt af fondenes uddelinger.

Det vækker bekymring hos Frivilligrådet, der rådgiver regeringen og Folketinget om den frivillige sektors indsats i forhold til sociale udfordringer, og hvis medlemmer er udpeget af social- og indenrigsministeren.

- Det frivillige Danmark beror i betydeligt omfang på bevillinger og tilskud fra almennyttige fonde for at kunne finansiere egne aktiviteter og indsatser.

- Fondsmidlers betydning for det frivillige Danmark er blevet større i de senere år, hvor offentlige tilskud ikke har kunnet opretholdes, for eksempel som følge af den betydelige reduktion i bevillinger fra satspuljen, skriver rådet i en kommentar.

Skatteministeren ville i første omgang som led i finansloven fjerne to særlige skatteregler, transparensreglen og konsolideringsfradraget, der begunstiger erhvervsdrivende fonde, der deler penge ud til almene formål.

Det vakte røre hos en række af landets allertungeste fonde.

Beregninger fra deres revisorer viste, at ændringerne ville koste dem op mod en milliard, skrev de i et høringssvar. Blandt underskriverne var A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet.

Kritikken fik skatteministeren til at droppe planerne om at afskaffe transparensreglen.

- Vi er selvfølgelig glade for, at der er blevet lyttet. Men det kommer stadig til at gøre ondt. Der vil være for mindst 200 millioner kroner mindre støtte til almene formål, siger Lars Hansen, direktør i Villum Fonden.

Blandt de fonde, der rammes af beskatning, er også Nordea-fonden, der blandt andet har støttet Det Danske Spejderkorps' køb af Middelgrundsfortet i sommer.

Fonden, der har sit udspring i Sverige, påpeger i et nyt notat, at den på grund af en særlig skatteaftale mellem Sverige og Danmark, også vil blive tvunget til at betale skat i Sverige som konsekvens af de danske regelændringer.

- Nordea-fonden bliver dermed nødt til hvert år at aflevere mere end 100 millioner kroner til Skatteverket i Sverige og dermed yderligere mindske uddelingsomfanget til almennyttige formål i Danmark, skriver Nordea-fonden.

/ritzau/