Frk. Bremer bliver formentlig flyttet

Skrevet af Elo Christoffersen

26/02/2014

Mest læste i dag

Frøken Bremer skal flyttes, hvis det står til Vamdrup Byforum.

Det er planen at få flyttet kvindeskulpturen til en ny placering ved indgangen til Vamdrup Bibliotek. Fordelen er, at man kan få en bedre udnyttelse af plænen, når der afvikles arrangementer.

Og meget tyder på, at bassinet bliver skrottet. Vamdrup Byforum skriver, at der efter manges skøn og historisk dokumentation er en opfattelse af, at der ikke er en sammenhæng mellem skulptur og bassin.

Sagen skal formentlig omkring kulturudvalget, der skal tage endelig stilling i sagen.

Hvis det lykkes at få flyttet frøken Bremer, skal plænen foran biblioteket rettes op.  Det vil være hensigtsmæssigt, da plænen anvendes meget til arrangementer og udstillinger.

Vamdrup Byforum ønsker at få lavet et projekt, hvor der eventuelt indarbejdes en mindre støttemur eller trappeanlæg mod øst for at imødekomme skræntproblemet mod Jernbanegade.