Froch og Kessler i verbal duel før braget

Den verdenskendte ring-announcer Michael Buffer præsenterede bokserne på det sidste store pressemøde før mødet mellem Mikkel Kessler og Carl Froch. Og tilstedeværelsen af Buffer var for Froch med til at sætte tingene i perspektiv.

- Det er en ære for mig bare at møde Michael Buffer. Jeg har set så mange store kampe i USA, og nu er det min tur til at være i centrum. Det er helt ubeskriveligt, sagde Carl Froch, der derefter forsøgte at forklare, hvorfor kampen mod Kessler er så vigtig for ham.

- Jeg slog ikke Mikkel Kessler den aften i Danmark, og jeg har tænkt på det lige siden, nu har jeg muligheden for at slette mindet. Kampen har konstant ligget i baghovedet, for den aften burde aldrig være sket. Nu bliver det ikke større end det her. Jeg er nærmest ved at eksplodere. Min stemme ryster, og hårene rejser sig. Men jeg er klar, jeg glæder mig, nu skal vi i gang, lød det fra Carl Froch..

- Det er det her boksning handler om. Siden jeg blev professionel har jeg aldrig bokset så stor en kamp, jeg er ikke overvældet, men hold op hvor jeg er klar. Jeg efterlader alt deroppe i ringen. Så bare sæt jer tilbage og nyd rejsen, lød det fra Froch.

Lidt mere nervøs virkede Mikkel Kessler, men det var der en naturlig årsag til.

- Jeg er ikke så god til engelsk som ham, selvom min mor er engelsk. Men jeg er tit blevet spurgt om, hvad der er i det for mig? Jamen for mig er der ikke større kampe end det her. Jeg lovede Carl (Froch, red.) en revanche, og jeg holder mit ord, sagde Mikkel Kessler.

- Jeg er kommet til hans hjemland for at vise ham, at jeg er bedre end ham, selv på udebane. Det er svært for mig at finde de rette ord lige nu, jeg kan bare sige, at jeg er kommet for at tage hans bælte, lød det fra danskeren.

 

 

 

Dagens Gossip