Froch sætter sine bælter på spil mod landsmand

Både titlen hos IBF og WBA er således i spil, når han i slutningen af november eller starten af december skal bokse mod landsmanden George Groves i en endnu ukendt arena.

Groves spillede faktisk også en del af Kessler-stævnet i O2 Arena i London i maj. Her agerede han sparringspartner for danskeren op til kampen, hvilket Froch ikke var tilfreds med, at en brite gjorde. Og til stævnet boksede Groves en af stævnets tidlige kampe, hvilket var med til at sikre ham retten til at udfordre Froch på IBF-titlen.

25-årige Groves er ubesejret i 19 professionelle kampe, hvor han 15 gange har stoppet sin modstander. Den 10 år ældre Carl Froch lover, at landsmanden får noget at se til.

- Jeg vil lægge alt i min forberedelse til kampen, og George kan se frem til at møde den bedste udgave af mig. Jeg er begejstret over, at mit første forsvar af begge mine bælter bliver i et stort nationalt brag, siger Froch og forklarer, at det aldrig var en overvejelse ikke at leve op til forpligtelsen om at sætte bæltet på spil.

- Jeg er en ærlig bokser og mester, og jeg vil altid møde min obligatoriske udfordrer frem for at give slip på titlen uden kamp, siger han.

Groves kalder kampen den største i sin karriere.

Dagens Gossip

Dagens TV