Frømænd ind i jagten på overfaldsmænd fra Vollsmose

Den 59-årige blev torsdag eftermiddag fundet bevidstløs ved et atletikstadion mellem Bøgeparken og B-1909s baner i bydelen Vollsmose i Odense og har siden svævet mellem liv og død på hospitalet.

Manden blev hårdt såret og har blandt andet skader i ansigtet. Politiet vil ikke udelukke, at gerningsmændene har brugt kniv i forbindelse med overfaldet. Fyns Politi har endnu ikke noget spor af gerningsmændene, men fredag formiddag blev frømænd sat ind i jagten.

»Politiets teknikere og to frømænd er lige ankommet til stedet. De skal undersøge Birkesøen,« lyder det fra bt.dk’s udsendte på stedet.

Politiet er meget tilbageholdende med oplysninger og vil ikke fortælle, hvad det er, de leder efter, men et sandsynligt bud lyder på et gerningsvåben eller andre effekter fra gerningsmændene.

Dagens Gossip