Frontalt sammenstød koster en person livet

En trafikulykke ved Tikøb i Nordsjælland har tirsdag formiddag kostet en 50-årig mand fra Humlebæk livet.

Det oplyser politiet.

To biler med én person i hver kørte frontalt sammen på Hornbækvej. Politiet modtog alarmen om ulykken cirka kvart over 10, oplyste politiet.

Den anden person, en 54-årig mand fra Klampenborg, er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumecenter.

Nordsjællands Politi kan ikke oplyse noget nærmere om hans tilstand.

De pårørende er blevet underrettet.

En bilinspektør har været på ulykkesstedet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved ulykken, men han er endnu ikke kommet frem til årsagen.

- Han skal hjem og regne og kigge på forskellige vinkler, før han kan sige noget nærmere, siger Dan Houtved, vagtchef ved Nordsjællands Politi, tirsdag eftermiddag.

/ritzau/

Dagens Gossip