Froome afviser Wiggins som Tour-kaptajn

Sidste år kravlede Bradley Wiggins helt til tops i Tour de France, men i år har det umiddelbart virket til, at den 32-årige englænder ville satse stort på Giro d'Italia, mens hans holdkammerat Chris Froome skulle til tops i Frankrig.

Men mandag slog Wiggins så pludselig fast, at han skam også har store ambitioner på de franske landeveje igen i år.

- Touren er hovedmålet. Jeg skal 'bare' lige køre Giroen først, sagde Wiggins. Og direkte adspurgt, om han skulle forsvare sin titel, sagde Wiggins til norsk tv:

- Selvfølgelig skal jeg det. Og det har hele tiden været meningen. Nu er det bare op til hold-ledelsen at bestemme, hvem som skal være kaptajn.

Men den udmelding faldt ikke i god jord hos Chris Froome. Han mener nemlig, at ledelsen har givet ham en garanti for, at det er ham, der skal satses på til Tour de France

- Der har været megen spekulation om, hvem der skal være Team Skys kaptajn i Tour de France i år. Jeg har gjort det klart, at mit store mål for 2013 er at vinde Touren, siger Chris Froome således i et statement til velonews.com

Wiggins kværnende tempo var sidste år en af hovedårsagerne til hans sejr i Tour de France, men i bjergene var det Froome, der viste, at han er den stærkeste rytter i det terræn. Og årets Tour de France virker derfor nærmest skræddersyet til Froome.

Årets Tour de France starter den 29. juni, og dermed burde der være rigeligt med tid til at få afklaret magtfordelingen på holdet.

Dagens Gossip