Froome får stærkt hold med til Tour de France

Skrevet af admin

22/06/2016

Mest læste i dag

Cykelholdet Sky afslørede onsdag sit hold til Tour de France, der bliver kørt i næste måned.

Den regerende Tour-vinder, Chris Froome, er naturligvis med, og briten får et stærkt hold med sig til kampen mod ryttere som Alberto Contador og Nairo Quintana.

Skys hold ser således ud: Chris Froome, Sergio Henao, Vasil Kiryienka, Mikel Landa, Mikel Nieve, Wout Poels, Luke Rowe, Ian Stannard og Geraint Thomas.

- Det bliver svært for de andre hold at matche. Det er godt nok et skræmmende hold. Umiddelbart er der ikke nogle af de andre hold, der kan hamle op med dette lineup, siger Rolf Sørensen, der er TV2 Sports cykelsportsekspert, til TV2's hjemmeside.

Chris Froome, der for nylig vandt Critérium du Dauphiné, vandt Touren både i 2013 og 2015, mens han i 2014 måtte udgå efter et styrt.

Rolf Sørensen regner med, at briten får stor gavn af sine hjælpere i bjergene, men den tidligere toprytter påpeger samtidig, at Chris Froome selv skal gøre arbejdet færdigt.

- Når det så er sagt, så er det jo op til Froome og kun Froome at træde den i mål. Til den tid er holdet jo ligegyldigt, siger han.

Tour de France begynder 2. juli og slutter 24. juli.

/ritzau/