Froome fik lov til at køre på forbudt tablet i Schweiz

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

Tour de France-favoritten Chris Froome fik måske en unfair fordel på vej mod den samlede sejr i dette års udgave af Romandiet Rundt.

Den franske avis Le Journal du Dimanche skriver søndag, at den internationale cykelunion, UCI, gav Team Sky-kaptajnen lov til at benytte et steroidbaseret lægemiddel i behandlingen af en forkølelse hos Froome.

UCI's reglement giver mulighed for at gøre medicinske undtagelser, og derfor søgte Team Skys holdlæge Alan Farrell om lov til at give Froome en steroidbaseret tablet.

Ifølge Le Journal du Dimanche blev anmodningen ene og alene godkendt af UCI's medicinske direktør Mario Zorzoli.

Chris Froome fik dermed lov til at indtage 40mg af lægemidlet Prenisolone dagligt. Prenisolone indtages som tablet.

Den franske læge Gerard Guillaume hævder, at UCI har brudt unionens eget reglement.

- Reglerne siger, at det er ulovligt at indtage steroider oralt under konkurrence. Hvis en rytter er i en tilstand, der kræver den slags behandling, så er han ikke i stand til at deltage.

- Hvis der skal gøres en undtagelse, så skal sagen desuden behandles af en gruppe af eksperter, siger Guillaume til Le Journal du Dimanche.

Team Sky-boss Dave Brailsford føler ikke, at det britiske hold har gjort noget galt.

- UCI-lægen Zorzoli fortalte os, hvad vi måtte og ikke måtte gøre. Vi har altid overholdt reglerne og har ikke noget at skjule, siger Brailsford.

Chris Froome vandt sidste etape af det schweiziske etapeløb og nappede samtidig den samlede sejr i Romandiet Rundt for andet år i træk.

Romandiet Rundt blev kørt fra 29. april til 4. maj.

Det internationale antidopingagentur, Wada, er ifølge Le Journal du Dimanche gået ind i sagen.

/ritzau/AFP