Froome i nyt hug mod Contador

Torsdag kørte den kenyansk fødte brite sig i førertrøjegult, da han vandt første rigtige bjergetape i Criterium Dauphiné. Ganske vist var det Alberto Contador, som åbnede offensiven godt en kilometer fra mål, men Chris Froome havde et særdeles fyldestgørende svar parat, da han lukkede hullet op til sin spanske Tour-rival og sågar havde overskud nok til også at få accelereret væk fra ham på de sidste meter.

Det var anden dag i træk, Chris Froome formåede at sætte Contador på plads. Onsdag gjorde Froome det med eftertryk på enkeltstarten, hvor han slog Contador med 2.46. Og med etapesejren i Valmoral torsdag, efterlod Froome ingen tvivl om, at han er stærkeste mand i Criterium Dauphiné. I det hele taget fik det britiske storhold Team Sky demonstreret en betydelig grad af suverænitet, da luksusløjtnanten Richie Porte trods hård temposættende kørsel op ad den afsluttende stigning, alligevel formåede at avancere til en samlet andenplads.

Jakob Fuglsang fik også oprejsning for en lidt skuffende indsats på enkeltstarten Grundlovsdag. Den elegante dansker, som i år kører for Astana, måtte ganske vist slippe den stærkt decimerede favoritgruppe tæt under mål. Men Fuglsangs kørsel var god nok til at bringe ham ind i top 10 og give silkeborgenseren noget af den kredit, han har brug for, når han skal være kaptajn for det cyanblå mandskab i Tour de France for første gang i karrieren.

Team Saxo Tinkoff havde også Michael Rogers fint placeret både på etapen og i klassementet, hvor den store australier nu er at finde på en samlet fjerdeplads.

Der resterer tre etaper af det franske etapeløb, som sidste år blev vundet af Bradley Wiggins fra Team Sky. Fredag er en relativt skånsom dag for feltet, men lørdag og søndag er der masser af bjergstrabadser til rytterne. 

Dagens Gossip