Froome om dopinganklager: Det er ikke det vilde Vesten

Skrevet af admin

19/07/2015

Mest læste i dag

Endnu en Tour de France-dag, endnu en tur i vridemaskinen for førende Chris Froome, der som indehaver af den gule trøje hver dag skal stille op til internationalt pressemøde.

Og hver dag handler en god del af spørgsmålene om, hvordan omverdenen kan være sikker på, at den velkørende brite og hans lige så velsmurte hold har rent mel i posen.

En journalist påpegede, at Froomes forklaring på suveræniteten altid handler om, at han har arbejdet meget hårdt. Præcis den samme forklaring som eksempelvis Lance Armstrong som regel benyttede sig af.

- Tingene har ændret sig, og det ved alle. Dette er ikke det vilde Vesten, som det var for 10-15 år siden, siger Chris Froome.

- Selvfølgelig er der altid nogen, der er villige til at løbe risikoen (og dope sig, red.) i disse år, men det er et mindretal. Der er ingen grund til, at den mistænksomhed fortsætter, lyder det fra den 30-årige brite.

Han kan efter 15. etape dog glæde sig over, at han ikke blev oversprøjtet med urin fra en tilskuer, som det skete lørdag.

En handling, som Tour de France-chef Christian Prudhomme har kædet direkte sammen med de mistanker, der er rejst mod Froome fra specielt en del af den franske presse.

Men Chris Froome slår fast, at hverken kritiske spørgsmål eller andre forhindringer vil slå nogen skår i glæden, hvis det skulle lykkes at køre førertrøjen hele vejen til Paris næste søndag.

- Det vil ikke ødelægge oplevelsen. Det her er noget, jeg selv og mit hold har arbejdet ekstremt hårdt for, siger Chris Froome.

/ritzau/