Froome om forkortet Mont Ventoux: Ændrer ikke så meget

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Et af højdepunkterne i årets Tour de France indtræffer i bogstaveligste forstand, når torsdagens 12. etape har mål på det ikoniske bjerg Mont Ventoux.

Bjerget bliver dog ikke så hårdt at bestige som vanligt, da arrangøren af sikkerhedsmæssige årsager har skrottet de sidste seks kilometer af bjerget, da det blæser for voldsomt.

Rytterne slipper for det skaldede stykke op til bjergets vejrstation.

Manden i den gule førertrøje, Chris Froome (Sky) tror dog ikke, at det får den store betydning.

- For at være ærlig tror jeg ikke, det ændrer så meget. Stigningen indtil Chalet Reynard er ekstrem hård, og der forventes megen vind. Feltet kan være splittet allerede inden stigningen, siger Froome.

- Jeg ved ikke helt, hvad man skal forvente. Men etapen kan blive endnu mere intens inden stigningen, fordi etapen er blevet forkortet, lyder det fra briten.

Med et overraskelsesangreb på onsdagens flade etape udbyggede Froome sin føring i det samlede klassement.

Han har nu 35 sekunder til nummer fire, colombianeren Nairo Quintana (Movistar), der er hans formodede værste konkurrent til den samlede sejr.

Da Froome er den stærkeste af de to på enkeltstart, skal Quintana ud og vinde tid i bjergene.

Det tror, colombianeren er muligt, selv om de ikke skal forcere bjergets sidste stykke.

- Det er et storslået bjerg, og det er stadig meget vigtigt for mig, siger Quintana.

Mens ryttere med podiedrømme skal holde sig til på Mont Ventoux, er der de ryttere, som bare skal overleve de værste bjergetaper. Tinkoffs Peter Sagan - manden i den grønne pointtrøje - er en af dem.

Han kunne først juble over etapesejren onsdag. Og siden over nyheden om den forkortede bjergetape.

- Bliver den seks kilometer kortere? Wow, skønt, siger Sagan med udsigten til den mindre hårde 12. etape.

/ritzau/