Froome slog Contador på vild enkeltstart

Christopher Froome viste sig igen som den stærkeste rytter og vandt enkeltstarten fra Embrun til Chorges.

Enkeltstarten blev på forhånd beskrevet som den hårdeste i Tourens historie. Her var især nedkørslen på den første af de to kategori 2-stigninger, Côte de Puy-Sanières, frygtet for dens snoede og ujævne underlag.

De 32 kilometer viste sig da også at være en hård omgang for rytterne, der undervejs kørte på både våd og tør vej. 

Det store drama skulle igen stå mellem Team Saxo-Tinkoffs Alberto Contador og den førende rytter Team Skys Christopher Froome.

Den duel så fra begyndelsen ud til at blive knivskarp, hvor Alberto Contador blot var to sekunder bedre end Christopher Froome ved første mellemtid efter 6,5 kilometer. 

Den føring havde Alberto Contador ikke lige umiddelbart tænkt sig at opgive. Og ved anden mellemtid efter 20 kilometer var Bjarne Riis' spanske stjernerytter overraskende 11 sekunder foran Froome, som modsat Alberto Contador valgte at skifte sin cykel ud med en decideret enkeltstartscykel undervejs.

Spørgsmålet var dog, om Christopher Froomes sats med at skifte cykel ville give bonus på det sidste og mere flade stykke frem mod mål.

Alberto Contador selv holdt kadencen og kørte i mål i bedste tid under et sekund bedre end sin landsmand Joaquim Rodríguez fra Katusha. 

Men desværre for det danske cykelhold og den spanske rytter så fandt Christopher Froome i den grad farten på sin nye cykel og kom i mål ni sekunder bedre end Contador. Spanieren avancerede dog trods nederlaget til andenpladsen i klassementet.

Danske Jakob Fuglsang leverede en fornem enkeltstart, da han sluttede som nummer otte på etapen. Dermed holder Jakob Fuglsang sin plads som nummer otte i klassementet.

Løbets to øvrige danskere Lars Bak (Lotto-Belisol) og Brian Vandborg (Cannondale) blev henholdsvis nummer 110 og 122 på etapen.

Onsdagens mest uheldige rytter må siges at være franske Jean-Christophe Péraud, der ellers lå i top ti i klassementet. Den franske rytter styrede først under opvarmningen til etapen og pådrog sig en fragtur i kravebenet. Jean-Christophe Péraud begav sig alligevel ud på ruten, men her styrtede han endnu en gang og måtte i smerte og tårer forlade løbet.

Dagens Gossip